Generalforsamling-2025

NB !!!

Arkivet respekterer den nye databeskyttelseslov, gældende regler for offentliggørelse af billeder samt ophavsretsloven.

- se behandling af persondata.

Stevns Lokalhistoriske Arkiv, beretning og referat fra generalforsamling mandag  d. 31. marts 2025 afholdt i Arkivets lokaler Egestræde 14, 4660 Store Heddinge


Formandens beretning:

Stevns Lokalhistoriske Arkiv er medlem af SLA OG LASA.

Der spørges af og til hvad de forkortelser står for. SLA er en forkortelsen for Sammenslutningen af Lokalarkiver i Danmark, og LASA en forkortelse for sammenslutningen af Lokalarkiver i Sydøstdanmark, bestående i øjeblikket af 29 arkiver. Vi er også medlem af Store Heddinge borger- og handelsstandsforening.


Sket i året 2024

Året begyndte med den årlige kyndelmissefest, der blev afholdt fredag den 7. februar, betalt af arkivet som lønnen til de frivilliges arbejde et år.

By Night i Store Heddinge blev afholdt to gange. Vi deltog begge gange på samme måde som i 2023, hvor vi ikke havde nogen stand i byen, men holdt åben her på Arkivet, og det var godt besøgt. Men det betød nok også noget, at vi i år havde et banner stående på hjørnet af Algade og Egestræde lige ved Snurretoppen, så folk havde let ved at se, at der også foregik noget på Arkivet.

I august måned deltog vi herregårdens dag på Gjorslev med en stand, den var godt besøgt og det er et godt udstillingsvindue for os. Vi solgte en del Stevns før og nu, samt nogle dubletter af ældre tegninger. Modsat 2023 hvor vi betalte for en stand, var det 2024 gratis, hvis vi ville deltage med lidt historie, og det gjorde vi ved at Ole Sørensen fortalte lidt om de ældre landbrugsmaskiner som Gjorslev har beholdt som et lille museum.

Arkivernes dag var den første lørdag i november, temaet var forskellige ting vi havde lagt frem, og dagen var godt besøgt.

Vi har afholdt to bestyrelsesmøder og et medarbejder møde. Ved medarbejdermødet er bestyrelsen også med, da hele bestyrelsen, minus det kommunalt indsatte bestyrelsesmedlem, også er medarbejdere på Arkivet. Som jeg også nævnte sidste år, bliver der jo afholdt en del mini- bestyrelsesmøder ved kaffebordet.


Medarbejdere, åbningstider og henvendelser

Vi er i øjeblikket 15 frivillige medarbejdere og har tolv arbejdspladser med computer. De frivillige medarbejders arbejdstimer er årligt ca. 3600 timer svarende til to årsværk.

Vores åbningstider er mandage 10.00-12.00 og 15.00-19.00. Onsdage 09.00-12.00, eller efter aftale hvis man har det lidt svært med at møde i åbningstiderne. Vi er her også fredag fra ni til tolv.

Vi har ca. 200 besøgende og en del telefoniske henvendelser. De besøgende kommer for det meste med arkivalier, og nogle søger efter arkivalier eller artikler i ældre aviser fra den by eller den ejendom de lige er flyttet til.

Også studerende har vi hjulpet, hvis de enten har fået en eksamensopgave om Stevns, eller de selv har valgt det.

Nævne vil jeg også, at vi i sommer fik besøg af to unge personer fra Californien, hvis forfædre var udvandrede til Canada omkring år 1900 fra Højerup. De boede på Stevns i to dage og var utrolig taknemlige for alt det vi kunne hjælpe dem med, og vi har stadigvæk kontakt med dem.

De fleste henvendelser kommer dog på mail og bliver besvaret på mail.


Facebook, Arkibas, Arkiv DK og Hjemmesiden
I 2024 havde vi på Facebook 2132 følgere, 2092 af dem fra Stevns og omegn, samt en del fra København og Næstved. Men også længere væk har vi følgere, nævnes kan Grønland, USA, Australien, Canada, Frankrig, Storbritannien og Nordirland.
På Arkiv DK og Arkibas får vi også mange henvendelser.


Hyldemeter

Vi har på Arkivet 291 hyldemeter. De fleste bruges til store og små protokolkasser, samt læg i små kasser. Men også de indbundne aviser, som vi har fra 1870 og til dags dato, samt album, ringbind, negativer, biblioteksbøger, billeder med mere bruges der en del hyldemeter til.


Bogsalget og billedbogen

Hvad angår Stevns før og nu, årgang 2024, har vi ca. 100 tilbage ud af 650 hjemtagne bøger. Der er i året 2024 kommet nye priser på bogen, 150,00 kr. for medlemmer, og 190,00 kr. for ikke medlemmer. Udover de ca. 20 bøger kommunen køber hver år, køber de også 100 bøger af ældre udgave, som de giver til de nye tilflyttere som kører med på deres bustur, men vi har stadigvæk mange bøger af ældre udgaver til salg til stærkt nedsatte priser.

Den nyudkomne billedbog, som vi har taget 600 hjem af, er blevet færdig i marts 2025. Prisen er 100,00 kr. for medlemmer og 150,00 kr. for ikke medlemmer. Efter generalforsamlingen vil der blive fortalt mere om billedbogen.


Flytning af arkivet

Det var et punkt der optog os meget på sidste års generalforsamling, og der var på sidste års generalforsamling ikke afgjort noget. Men det er der nu, flytningen er sat i bero. Fremover kan det vel kun komme på tale hvis ejendommen her skal sælges.


Arkivleder

Har vi stadigvæk ikke, og heller ikke søgt efter de sidste par år. At manglen på arkivleder ikke føles så stor skyldes vores dygtige medarbejder, hvor vi er dækket mere end godt ind på nogle meget vigtige punkter, Facebook, hjemmeside, bibliotek, bogudvalg, IT med mere.

Jeg vil slutte af med at sige tak til sammenarbejdet med Vallø arkiv. Tak til sponsorer, kommunen og den lokale presse som vi har et godt sammenarbejde med, og især stor tak til bestyrelsen og medarbejderne, uden jeres store arbejde havde vi ikke noget Arkiv.


Poul Henriksen, formand



Stevns Lokalhistoriske Arkiv

Referat af Generalforsamling mandag d. 31. marts 2025



Dagsorden


  1. Valg af stemmetællere:
    Hanne Christensen og Morten Billstrøm blev valgt

  2. Valg af dirigent
    Henning Nielsen blev valgt

  3. Valg af referent:
    Poula Backs blev valgt

  4. Formandens beretning ved Poul Henriksen:
    Beretning godkendt. Beretningen kan læses ovenfor

  5. Fremlæggelse af det bilagskontrollerede regnskab - herunder bogregnskab
    - begge fremlægges til godkendelse.
    Regnskaber godkendt

  6. Forslag til budget fremlægges til godkendelse.
    Budget godkendt

  7. Beslutning om fastsættelse af Kontingent : Uændret

  8. Behandling af indkomne forslag:
    Bestyrelsen forslår vedtægtsændring i §1 stk. 2:
    Medlemmerne tegner foreningen, og medlemskab opnås/berettiges ved betaling af det fastsatte kontingent senest 14 dage før generalforsamlingen.
    Ændres til:
    Medlemmerne tegner foreningen, og medlemskab opnås/berettiges ved betaling af det fastsatte kontingent senest inden generalforsamlingen.
    Forslaget godkendt

  9. Valg til bestyrelsen:

    a. 3 medlemmer på lige år: Poul Henriksen, Ole Christensen, Ole Sørensen

    b. 2 medlemmer på ulige år: Poula Backs, ønskede ikke genvalg.
    Valgt blev Lena Bredahl
    Jette Olsen - genvalgt

    c. 2 suppleanter hvert år: Steen Traberg-Borup og Dorthe Poulsen valgt


  10. Valg af bilagskontrollanter, der har 2 år som virkeperiode.
    a. på lige år: Inge Rasmussen

    b. på ulige: Ib Galsgård – genvalgt

    c. Suppleant hvert år: Hanne Christensen

  11. Eventuelt
    Arkivet har ”købt” et par hjemmesider for at de kan bevares. Det medfører mindre udgifter til domænenavne for arkivet

    Jesper Kloppenborg: Evt. underskud i den forbindelse er acceptabel

    Anne Lise Ibsen spurgte ind til sådanne ”køb”. Henning Nielsen gav en orientering herom

    Arkivet deltager på Stevns Frivillighedsmesse i Hårlev d. 27. sept. 2025


Store Heddinge 2025-04-11


Henning Nielsen, dirigent


Poula Backs, referent


Stevns Lokalhistoriske Arkiv

Egestræde 14

4660 Store Heddinge

tlf. 56 50 36 54

adm@stevnslokalarkiv.dk


Åbent:

mandage kl. 15 - 20

onsdage kl. 10 - 12

lukket mellem jul og nytår

Arkivvejviser

find arkiver i Danmark

Du kan også finde lokalarkivet

på Facebook

Vi er stærkt igang med at indskrive lokaliteter og oplevelser i Historisk Atlas, som er en landsdækkende portal. Historisk Atlas indeholder en stor mængde oplysninger om steder og begivenheder, siden er værd at besøge.

Valg af stemmetællere : Hanne Christensen – Morten Billstrøm

Forslag til budget fremlægges til godkendelse. Budget godkendt. Vedhæftet.

Behandling af indkomne forslag: Bestyrelsen forslår vedtægtsændring i §1 stk.2: Medlemmerne tegner foreningen, og medlemskab opnås/berettiges ved betaling af det fastsatte kontingent senest 14 dage før generalforsamlingen Ændres til: Medlemmerne tegner foreningen, og medlemskab opnås/berettiges ved betaling af det fastsatte kontingent senest inden generalforsamlingen.

Valg til referent: Poula Backs